Svanen (mæske udstyr) – Guide

Når man brygger all-grain, har man brug for at si mæsken fra urten/øllet. Det kan gøres på rigtig mange måder.
Jeg startede selv med en ganske simpel spand-i-spand løsning, hvor man sætter en spand med en masse huller ned i en anden spand. På den måde er spanden med huller hævet og fungerer som en si. Første gang jeg brugte den oplevede jeg dog stuck-mash, hvor mæsken simpelthen danner en prop, så urten ikke kan sis fra.
Jeg kiggede mig derfor efter andre løsninger og her opdagede jeg “svanen”.

Interesseret, så læs videre 🙂

Det er et simpelt kobberrør der er bukket rundt i en spiral og på under siden er der en masse huller, som virker som en si. Fordelen er at den blot sænkes ned 10 minutter før mæskningen er slut, så den steriliseres af koge processen.
Derudover er den langt mere effektiv end andre metoder, som f.eks. spand-i-spand metoden.
Effektiv tænker du? Ja simpelthen hvor meget man får ud af malten. Hvis man har en effektivitet på 50%, så får man 50% ud af maltens optimale, sukkerindhold. Det vil ikke kunne lade sig gøre at få 100%, men en effektivitet på 70%-80% er meget normalt. I teorien har det ikke nogen betydning, andet end at hvis du har en lav effektivitet skal du bruge mere malt, hvilket så gør at brygget koster lidt mere. Men så længe du bare kender din effektivitet og den er konstant, så er det i teorien lige meget om den er 50% eller 80%. Da du kan sammensætte din opskrift efter din kendte effektivitet.

Nå men her kommer så en guide til hvordan du kan lave svanen, hvis du godt kunne tænke dig at lave en.

Hvad skal man bruge?

– Blødt kobberrør 2-3 meter
– Prop til enden
Metalbor 2mm
– Boremaskine
– Lidt sandpapir

Først skal man have bøjet røret, her gælder det om at gøre det stille og roligt, så den ikke bukker helt, men stadig bliver bøjet rundt i en spiral.

Herefter skal man bare i gang med at bore hullerne. Først markeres de med en tusch og så laves der er et lille fordybning, så boret kan få fat og ikke glider. Jeg brugte bare en skrue og en hammer.

 

Og så er det ellers bare at bore derudaf, til man har boret omkring 100 huller. Her kan det være en fin idé lige at slibe lidt efter boret, da det godt kan lave lidt skarpe kanter.

 

Og her ses det færdige resultat! 🙂

Nu er det bare at gå i gang med at brygge noget øl. Den skal egentlig blot have en silikone slange monteret for enden. Derudover skal man have en kop eller glas stående i midten af gryden/svanen. Dette gøres for ikke at ødelægge mæsken når den har sat sig, da det virker som et filter.
Jeg bruger den alene ved brug af tyngdekraften, hvor jeg suger den i gang med slangen ned i en anden gryde og så løbende med en kande hælder spargevandet ned i glasset. Man kan også bruge en pumpe i stedet for tyngdekraften, for at kunne styre det lidt bedre. Men indtil videre har jeg været fint tilfreds med løsningen uden en pumpe.

Til sidst hvis du har noget kobberrør i overskud kan du jo altid bygge en immerson-chiller, som kan køle urten hurtigt ned, men det er anden historie 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation